Brudstykker af Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog-arbejdet

Her kommer der en update fra cirka midten af forløbet. Jeg har taget nogle screenshots af dialogen på slack og poster dem her (selvfølgelig med elevernes tilladelse) med henblik på at dele mine umiddelbare oplevelser i forløbet.  Man kan klikke på billedet for at gøre det større, hvis I har brug for detaljer. Det første her ovenover er et eksempel på, hvordan eleverne har haft det sjovt med mediet. Men det er jo det mindste. Hvad har de lavet? Har de lært noget?

Når dialogen flyder

Billedet her viser den type diskussion, som jeg kun havde turde håbe på, da jeg igangsatte projektet. Det betyder ikke, at der ikke har været masser af relevant, faglig diskussion rundt omkring i grupperne i 3m. Det som jeg iagttager her, er en gruppe, der ikke kun håndterer faglige problematikker, men også sørger for at se hinanden og skabe gode relationer, imens de overvejer faglige problemstillinger. Anvendelsen af @ indikerer, at de svarer direkte til en andet gruppemedlems spørgsmål, men læg også mærke til, hvordan de på smuk hermeneutisk vis afrunder med flere yderligere relevante spørgsmål. I flere tilfælde anerkender de også eksplicit hinandens indlæg med formuleringer a la “hvor er det spændende, at du undrer dig over dette, det gjorde jeg også!”.  Det er i høj grad den sociale motivation, motivationsformen, hvor man bevæger sig fra det strikt opgaveorienterede uden for en selv hen imod en større personlig involvering i arbejdsområdet, der er på spil i netop dette udsnit af gruppens aktivitet.

Når dialogen går død

Selvom jeg jo selvfølgelig gerne udelukkende ville vise eksempler på vellykket videnskonstruktion i sociale sammenhænge, så er virkeligheden jo ofte mere broget end som så. Der er mange grunde til, at dialogen går død i en gruppe. For det meste er det fordi eleverne ikke har læst hjemme og derfor ikke er parate til at diskutere, men  nogen gange er det også bare svært at være skarp kl. 14.00 en onsdag eftermiddag. Der er selvfølgelig også andre, skjulte faktorer på spil, når elever ikke deltager. Selvom de selv har lavet grupperne, er det måske ikke alle der er lige trygge ved arbejdsformen eller alle der føler sig selvsikre nok i forhold til andre medlemmer af gruppen.  I alle tilfælde kræver det, at jeg træder til og får igangsat en dialog hos eleverne. Min tilrettelæggelse af forløbet som værende primært elevcentreret eller læringsorienteret kræver at jeg i min lærerrolle som konsulent egentlig helst skal være på sidelinjen og støtte processen. I ovennævnte tilfælde prøver jeg først at få hele gruppen i gang, og da det ikke lykkes spørger jeg enkeltindivider, om de ikke vil præsentere deres spørgsmål. Jeg forsøger så vidt jeg kan at anerkende spørgsmålets værdi, men eftersom gruppens medlemmer ikke modtager det på samme måde, som vi f.eks. ser oppe i første eksempel, så stopper dialogen. Det understreger for mig vigtigheden i at holde eleverne fast i responsstrukturen (anerkend-svar-stil nyt spørgsmål), hvis jeg skal lykkes som konsulent i denne undervisningssituation.

Om at deltage på niveau med eleverne

En rigtig positiv læreroplevelse har for mig i dette forløb været, at eleverne har bragt så spændende elementer på banen, at jeg selv får lyst til at deltage i diskussionen. Ikke som sådan for at svare på spørgsmålene, men for at holde dem fast i diskussionens flow (det dialogiske nu) og for at holde dem fast i den danskfaglige metodes krav om analytisk præcision, citater osv. Ovenstående er et eksempel på, hvad der sker, når jeg deltager på denne måde. Det positive aspekt er selvfølgelig, at jeg ser og anerkender eleverne, og at diskussionen på denne måde holdes i gang.  Det man kunne diskutere, er hvor hensigtsmæssigt det er, at de oplever mig som en deltager i gruppen. For når de svarer mig med et @, så lukkes dialogen om mig og den pågældende elev og jeg forlader fokus på gruppens proces og åbner et mere fagligt vurderende rum, hvor jeg har den klassiske rolle som hende, der er garant for elevernes faglighed. Jeg er endnu ikke afklaret med, hvorvidt det er hensigtsmæssigt. Jeg modtager gerne gode råd nede i kommentarfeltet:)

Et rum for metarefleksion

Der har været mange gode aspekter ved dette gruppearbejde set ud fra valg af arbejdsformer og grad af elevaktivitet. Men hvis jeg ser på projektet som faglærer, så har det været modulafrunderen, der virkelig har vist mig, at eleverne har opnået faglig indsigt. Jeg oprettede en kanal kaldet #godundren, hvor eleverne afslutningsvist skulle poste modulets bedste spørgsmål. De måtte poste deres eget, andres eller i gruppens fællesskab skabe et nyt spørgsmål. Jeg har så afsluttet modulet med 10-15 minutters diskussion om, hvorfor netop disse spørgsmål var gode. Netop dette spørgsmål åbnede op for faglig og metodisk refleksion for eleverne. Det tvang dem til at vurdere det væsentligste aspekt ved teksten og dernæst, hvordan man danskfagligt skal “åbne” dette aspekt.

Den sociale dimension forstærkedes af, at eleverne efter at have gået på opdagelse i hinandens undrende spørgsmål, i fællesskab anerkender hinanden på et fagligt grundlag. Desværre er ovenstående billede også et eksempel noget af de mindre gode aspekt ved at blande mig i dialogen. En af eleverne har vurderet mit spørgsmål, som dagens bedste, hvilket jo ikke er særligt hensigtmæssigt, hvis jeg gerne vil fremme elevernes tilgang frem for min egen. Det er dog ikke værre, end at jeg som ordstyrer i en fælles opsamling kan vælge at ignorere det.

Jeg har netop modtaget en evaluering fra 3m. Det kommer næste blogindlæg til at handle om, så følg med!

Jeg kan dog lige nå at poste dagens citat, som altså er fra en anonym elev i 3m, komplet med stavefejl og det hele:

Hej Sara 🙂 Jeg synes at forløbet vi lige har haft har været en super godt. Jeg fik personligt meget ud af at have en diskusion på Slack […], jeg synes det blev mere intressant at læse bogen, fordi man ligesom skulle måles op med ens kammarater om hvem der havde de bedste undrende spørgsmål, og hvem der kunne besvarer dem bedst. Gruppearbejde har aldrig været så effektivt.